Skift selv dine dæk
Mange kører bilen på værksted og betaler for at få skiftet til enten sommerdæk eller vinterdæk. Denne udgift kan du spare ved selv at skifte dæk de to gange om året, der er brug for det.
Det kan sommetider endda være svært at få tid hos et værksted for at få skiftet til vinterdæk, fordi alle vil have det gjort på samme tidspunkt. Så hvorfor ikke gøre det selv?
Find værktøjet frem
Start med at finde værktøjet frem. Du har brug for en donkraft og en momentnøgle. Momentnøglen gør, at du ikke kommer til at overspænde boltene. Husk at have dækkene i nærheden samt dækkridt og tag et par handsker på.
Hav sikkerheden på plads
Bilen skal stå på et jævnt underlag. Den skal være sat i gear, og du skal desuden huske, at håndbremsen skal trækkes. Sørg altid for at tjekke dækkets slidbane, så du er sikker på, at den opfylder lovkravene.
Sådan gør du
Du skal løsne boltene på det dæk, du vil skifte. Derefter løfter du bilen ved hjælp af donkraften. Fjern nu skruerne og tag dækket af. Husk at notere på dækkets inderside, hvor det har siddet. Skriv eksempelvis VF for venstre forhjul med dækkridt.
Fjern nu skidt og snavs fra boltene og monteringsstedet. Sæt dækket på og skru boltene fast med fingrene. Sænk derefter bilen ned og spænd boltene fast med momentnøglen.
Husk det sidste
De dæk, som du har taget af bilen, bør rengøres godt og grundigt, inden du sætter dem til opbevaring. Du skal ligeledes være opmærksom på, at når du har kørt omkring 100 kilometer, skal du efterspænde alle boltene.